Foto: Mette Hannibal

onsdag den 30. marts 2011

Rulleski og Kaiser Sport

Jeg har længe været under heftigt pres fra min træner om at finde et alternativ til løb. Dels for at kunne supplere min løbetræning, og for at kunne træne selvom jeg bliver skadet. Til det formål skulle rulleski være det ultimativt bedst og mest overførbare.
Nu kommer der endelig til at ske noget i sagen. Kaiser Sport har arrangeret en aften for deres sponsorløbere, hvor vi bliver introduceret til udstyr samt får lidt undervisning af Peter Nabe som ejer Nordic Sport.

Sara og jeg var i dag i Kaiser Sport og jeg må virkelig tage hatten af for deres grundighed og kompromisløshed med det optimale. Hvad der bare skulle have været en hurtig udlevering af indlæg, kom til at tage 1½ time, det tog tid at finde den ideelle løsning. Som eliteidrætsudøver skal der være 110% styr på de sko man har på og til det er Kaiser Sport de bedste. Forhåbentlig kan det være med til at holde skaderne fra døren fremover. Det er virkelig rart at vide at det vi får altid er 100% i orden, jeg kan kun anbefale det til løbere på alle niveauer.

mandag den 28. marts 2011

Evaluering af uge 12 og DM 10km

Først de rene facts om den forløbne uge: 114,6 km i 3.29 heraf 21 intensive km'er. Derudover 2 benstyrke og et sprintpas. Der er ved at være rigtig god kvalitet på træningen og jeg håber at jeg kan få "lov" at træne de næste måneder uden skader. Akupunkturbehandlingen hos John Boel har virket over alle forventninger og ikke engang her dagen efter et hårdt 10km løb mærker jeg noget til hoften.


DM 10km
Det er aldrig sjovt at blive nr. 4. Det er nok den værste placering man kan få i et løb. Lige uden for præmieskamlen, det var surt. Der blev skumlet en del på Husumgade søndag eftermiddag, men sådan er løberlivet en gang i mellem...
30:09 er en fin tid, og med et hårdere udlæg er jeg under de 30 minutter på de 10 km. 10 sekunder efter Morten er godkendt, og det viser at formen er på vej den rigtige vej.
Ruten var god, og der var kun et sving der gav problemer. Vejen snævrede meget ind lige inden svinget, og det gav en del trængsel især de første 2-3 gange vi kom forbi. Blæsten mærkede jeg ikke meget til før den sidste omgang, da der ikke længere var nogen at ligge i læ af. Morten åbnede op med godt 2 km igen, jeg forsøgte at hænge på så godt jeg kunne, men var simpelthen ikke i stand til at holde hans ryg. De sidste 400m var rigtig rigtig lange for mig, jeg kunne nærmest ikke løbe ligeud da vi løb ind på stadion og jeg var chanceløs mod Jesper og Andreas i spurten.
Den afslutning (hvor Jesper slår Andreas som ellers er kendt for en god finish), viser at det i sådanne løb drejer sig om at have aerobt overskud til sidst, sådan vindes en spurt...

tirsdag den 22. marts 2011

22/3 Evaluering af uge 11

Det er aldrig så sjovt at skrive træningsdagbog eller blog når det ikke går som man gerne vil. Sidste tirsdag begyndte jeg at få lidt ondt i halsen og fredag og lørdag måtte jeg kapitulere. Det blev til to dage i sengen og en søndag hvor jeg ikke kunne træne helt så meget som jeg gerne ville.

I alt blev det til 87,7 km i 3.28, 11,1 intensive km'er. Ikke noget at råbe hurra for, men heller ikke en katastrofe, forhåbentlig undgår jeg sygdom når vi kommer tættere på de rigtig vigtige løb til sommer...

Min ene hoftebøjer har fortsat været øm de sidste par uger. Jeg har prøvet både fysioterapi og osteopati, som ikke har gjort den store forskel. Så i går var Sara og jeg til akupunktur hos John Boel der har klinikken Acunova (http://acunova.dk/) på Blegdamsvej. Her tirsdag morgen virker det faktisk til at have hjulpet en del, hvis det kan få det væk uden jeg behøver at nedtrappe noget træning, vil det være helt genialt!

mandag den 14. marts 2011

14/3 Evaluering af uge 10

For at starte ugen bagfra, var jeg i lørdags i skoven med Them. Det var perfekt løbevejr og det var utrolig dejligt at komme ud i skoven og løbe igen. Det har været en ufattelig lang vinter, og det bliver skønt med forår snart. Jeg løb 4x2:25-1:45 (som skulle gøre det ud for 4x800+600 30sek/3min seriepause). Them løb nogle lange intervaller, så intervallerne løb jeg alene.

Torsdag løb jeg 4x1500m i strid blæst i Fælledparken. Det var et hårdt pas og jeg løb den sidste på Østerbro stadion. Tempoet var ikke så højt, mellem 3.00 og 3.05. Dog lidt hurtigere på den sidste som var inden på banen.

Tirsdag løb Benjamin og jeg, 6x1000m (3 min jogpause) med Team Richard. Vi løb de første tre i Fælledparken og de sidste tre på Østerbro stadion. Tempoet var mellem 2.50 og 2.55.

Ud over løb, har jeg to styrketræningspas (benstyrke) og 3xsprintpas (i alt 12x30m). Endnu en rigtig god uge! :-)

tirsdag den 8. marts 2011

Evaluering af ugen

115,1 km i 3.28 er en fin træningsuge. Jeg havde to intervalpas, i alt 12,1 km. Derudover havde jeg 10x30m (fordelt på to gange) og to styrketræningspas. Dejligt at komme i gang med sprint og styrke igen, selvom jeg bliver tung i benene af det og det går lidt ud over tempoet på turene. Det er jo kun her i starten det er rigtig hårdt, så snart kroppen har vænnet sig til det, vil det blive mere overkommeligt. Det hjælper på motivationen at det bliver stadig lysere for hver dag, snart kan vi løbe vores intervaller på blødt underlag og jeg kan lægge flere af mine ture på blødt underlag. Det bliver godt for benene og forhåbentlig kan jeg holde mig skadesfri fremover.