Foto: Mette Hannibal

søndag den 30. januar 2011

30/1 - Evaluering af uge 4

Ugens første intervalpas: 3x2km (pause 3 min), omkring Fælledparken. Tiderne var 5.53-5.55-5.57. Løb med pandelampe, da der enkelte steder på ruten er ret mørkt og desuden er der mange fodgængere, cyklister og andre løbere der bedre kan se mig.

Torsdag løb jeg 19 min. tempotur med Niels og Benjamin. Det var ret koldt (minus 6 gr.) og jeg valgte at tage lidt af farten da jeg stadig mærker noget til min ømme hoftebøjer. Tempoet var omkring 3.10, nok lidt hurtigere.

Jeg valgte at tage en fridag søndag. Jeg mærkede stadig en del til min hoftebøjer lørdag og nu vil jeg have det væk. Der er kun en uge til at jeg skal ud i en hård 10 km cross konkurrence efterfulgt af to ugers hård træningslejr. Jeg vil være helt "fit for fight" til begge ting og der er stadig lang tid til formen skal toppe. Derfor skærer jeg altså søndagens træning væk.

tirsdag den 25. januar 2011

25/1

Jeg vil i fremtiden uddybe min træningsrapportering med flere detaljer om de intervalpas jeg laver. I omvendt kronologisk rækkefølge:

Søndag 4x1500m 2.45 min pause (gennemsnitsfart på 2.55 min/km).

Torsdag 2x9 min tempo (pause 3 min) ca. 3.05 min/km og tirsdag 3x1800m  3 min pause (ca. 3.00 min/km) på programmet.

mandag den 24. januar 2011

23/1 - Evaluering af uge 3

Ugen hvor jeg blev 30 år er gået og den gik godt! Det går fortsat fremad med træningen og jeg klarer den hårde belastning godt.
Mine morgenture er typisk på 7 km og aftenturene på 11-14 km. Tempo for de meste 3.25-3.30. Enkelte er lidt hurtigere hvis jeg føler mig frisk. Har nu tre hårde intensive pas om ugen, hvilket bringer fartgennemsnittet for ugen godt ned.

Det hjælper gevaldigt på motivationen at træningslejr nærmer sig, samt at jeg snart får en "let" uge op til E-cup i cross. Desuden er det ved at blive lyst når jeg løber om morgenen og det er jo tegn på gode tider nærmer sig. Hvis vejret arter sig sådan resten af vinteren synes jeg det er herligt, men jeg tør dårligt håbe.

tirsdag den 18. januar 2011

18/1 - Evaluering af uge 2

Endnu en god uge er gennemført. Den blev afsluttet søndag med sejr til 1. runde af Danisco Cup i Århus. Et familiebesøg i Århus blev kombineret med løbet. Jeg fik en fin tempotur ud af det og fik smagt på Århus (eller er det Aarhus?) mildt sagt kuperede terræn. Det er sandelig noget andet end pandekageflade København og jeg var undervejs i løbet forundret over at det kunne blive ved med at gå opad? Sara havde godt nok advaret mig, men havde alligevel ikke troet det var så ”slemt”. Dejligt at vise Københavnerflaget frem i Jyllands hovedstad. Jeg løb i mine Adidas Pro konkurrencesko som er dejligt lette når man er vant til almindelige træningssko.

Ellers bød ugen på to intervalpas, begge på Østerbro stadion, pga. glatte cykelstier og god belysning. Når vejret er så dårligt som det er for tiden er det betydelig rarere at løbe et sted hvor man ikke risikerer at støde ind i cykler, fodgængere o. lign. De har jo ret til at være der og synes altså det er mentalt godt at gå på stadion. Heldigvis er Niels Grøn kommet godt i gang igen og har holdt mig med selskab på mange af mine ture, så det giver motivationen et ekstra boost. 

Min næste konkurrence bliver til Europacup i Cross for klubhold i Milano d. 6 februar og det tegner på nuværende tidspunkt til en god placering.

søndag den 9. januar 2011

9/1- Evaluering af uge 1

En meget hård uge er vel overstået. Jeg må ærligt indrømme at jeg har svært ved at få armene ned...
Jeg har trænet hårdere end nogen sinde før og føler virkelig at formen er ved at komme. Det har aldrig været lettere at løbe og hvis jeg kan holde træningen kørende uden skader, er der store resultater på vej. Det er en ekstra sejr, når det har været så dårligt vejr herhjemme og ud over det, har jeg i den forløbne uge arbejdet 32 timer. Træningen har været en blanding af løbebånd og cykelstierne på de større veje i København, jeg går kun på bånd når det er umuligt at holde min fart udenfor eller hvis der er fare for styrt.

Jeg læser for tiden Torbjørn Sindballes bog ”Den Perfekte Præstation” som jeg har fået i julegave (tak til min far), bogen har mange gode overvejelser om tilrettelæggelse af hverdagen, det at dyrke en sportsgren uden penge i, at konkurrere til træning o.lign. Jeg kan genkende mange af disse overvejelser og den giver god træningsmotivation at læse. 

Ellers vil jeg anbefale alle idrætsudøvere at læse følgende dokument, her kommer DIF og Team Danmark med deres holdninger til en række ”gråzone” dilemmaer, f.eks. kosttilskud og brug af højdehus.

Jeg er meget optimistisk og glæder mig til den næste tids træning og udfordringer...

Som et lille ikke løberelateret P.S, har jeg lagt et link ind til Politikens ATS, som jeg finder svært underholdende:

http://politiken.dk/bagsiden/atsbagsiden/bagsidensenesteats/ECE1159619/lyninterview/



søndag den 2. januar 2011

2/1

En god træningsuge er overstået. Fredag vandt jeg Spartas Nytårsløb og fik fin træning ud af det. Det var mega glat meget af ruten og på anden omgang stoppede jeg flere gange helt op pga. mange mennesker på ruten. Derfor blev tiden ikke bedre end 15.42.
Jeg har rigtig god fart på flere af ugens ture og har aldrig haft det så let i det tempo før så det tager jeg som et godt tegn.

Den næste uge byder på megen hård træning så jeg håber at vejret arter sig så jeg ikke skal alt for meget på bånd.