Foto: Mette Hannibal

mandag den 19. september 2011

19/9

Er godt tilfreds med ugen. Det blev til 98,1 km i 3.29, med 16,1 intensive km'er. Så jeg holder stadig formen ved lige frem mod Eremitageløbet. 

mandag den 12. september 2011

DT Finale og træning i uge 36


En uge der bar præg af DT finale lørdag og at jeg har måtte passe lidt på mine knæ efter den seneste tids mange lange konkurrencer. Derfor har jeg trænet lidt mindre end jeg egentlig gerne vil, men jeg prøver at være fornuftig og lytte til min krop.

Det blev til 95,3 km i 3.30, og 13.3 intensive km'er. 

Danmarksturneringsfinalen gik godt. Jeg vil ikke komme nærmere ind på hvad det er, det har Johan Damkjær beskrevet glimrende på hans blog her: http://johandamkjaer.wordpress.com/

Sparta vandt både for herrer og damer og det var det vi var der for. Jeg gjorde mit til at mesterskabet igen i år kom i hus, da jeg løb både 5000m og 1500m.
5000m løbet blev ret hårdt da Århus 1900 stillede med både Johan Damkjær og Ulrik Heitman, som gjorde deres til at det blev et seværdigt løb. Endelig brugte de den taktik jeg har ventet på hele sæsonen, nemlig at de rykkede på skift og til sidst tvang mig op og lukke hullet da Rolf Knudsen ikke orkede det mere. Heldigvis havde jeg overskud nok til at rykke fra Ulrik til sidst og sikre Sparta maksimum point.

1500m-løbet blev en meget taktisk affære, jeg ville gerne have sat noget tempo på, men var simpelthen for træt efter 5000m'eren, så det endte i en massespurt med 400m tilbage. Pga. det langsomme tempo lå vi i en stor klump og der blev en del skubben og masen for at få de gode placeringer. Både jeg selv og Aladdin var indblandet i noget skubberi (ikke med hinanden), det er lidt irriterende at blive skubbet til de første 100m, fordi jeg er kommet ind og ligge ved sargen og en anden ikke er. Men når adrenalinet pumper og pulsen er høj, gør og siger man af og til noget man kommer til at fortryde.

 Jeg gik frem med 400m til mål (måske lidt for tidligt?), først med en kraftig tempoøgning, dog uden at give den fuld gas, og med ca. 180 m tilbage gav jeg den alt hvad jeg kunne trække! På vej op af den sidste langside så jeg først Jeppe Harboe, og til allersidst Andreas Bueno komme op på siden af mig, og måtte desværre overgive mig til begge. Først så jeg kun Jeppe komme op på siden, og da håbede jeg, at Bueno enten var for træt (efter 3 ugers ferie) eller var blevet spærret inde, således at Jeppe og jeg kunne slutte som nr. 1 og 2. Men han fik desværre overhalet os begge til allersidst og kun 0,3 sek skilte mig fra 1.pladsen (hvilket er godt illustreret ved Gudmands fremragende billede).

Alt i alt et sjovt og spændende løb at være med i, og hvis jeg skal se positivt på det, er det godt at de unge Spartadrenge puster mig i nakken så der er nogen til at tage over når jeg engang stopper min elitekarriere... :-)

onsdag den 7. september 2011

DHL Stafet, m.m.

Det er lidt tid siden jeg sidst har fået opdateret. Der vil nok gå lidt længere imellem opdateringerne den næste tid, da sæsonen er ved at være forbi vil jeg bruge min tid og energi på andre ting end lige at få opdateret blog og træningsdagbog.

Det er ikke blevet til meget træning den sidste uge. Dels skulle jeg lige komme mig ovenpå Marselisløbet og onsdag løb jeg DHL for Kaiser Sport og Adidas. Søndag holdt jeg helt fri for at pleje mit ene knæ som har brokket sig lidt i slutningen af ugen, men det ser ud til at være under kontrol nu.

Planen for mig den næste tid er:

DT finalen i Skive på lørdag, derefter har jeg et par uger inden Eremitageløbet, som jeg for første gang har en rigtig god chance for at vinde. Det kunne virkelig sætte prikken over i'et på en rigtig god sæson. To ting står klart for mig som højdepunkter: Min 14.03 tid i Solihull, er jeg meget glad for, omend jeg tror den bliver forbedret næste år. Det andet er min sejr til landskampen i Novi Sad. Det er sjældent at løbere fra Danmark vinder deres disciplin og jeg er egentlig også stolt af måden det skete på, hvor jeg løb et taktisk perfekt løb...

Derefter står den på tre rolige uger, hvilket vil sige ca. 50 km om ugen (og selvfølgelig intet høj intensivt løb). Jeg har besluttet ikke at løbe noget cross på denne side af nytår, da jeg ikke kan nå at komme i god nok form til at det bliver rigtig sjovt. Man kan ikke være i form til det hele og det bliver mit fravalg i år.

Når jeg starter min grundtræning igen har jeg overvejet om jeg skal gå tilbage til at skrive hvad jeg laver hver dag for at give det bedst mulige indblik i hvordan jeg bygger træningen op. Men det må tiden vise...

fredag den 2. september 2011

Sejr til DHL Stafetten!

Var onsdag med på Kaiser Sports DHL hold hvor vi skulle forsøge at genvinde sidste års sejr. Jeg løb første tur, og fik lige løbet et par sekunder fra Nike holdets Henrik Them og så var vi i gang.
Efter et spændende løb hvor føringen skiftede undervejs kunne Andreas Bueno løbe sejren i hus til stor glæde i Kaiser lejren. Med på vores hold var stortalenterne Abdi Ulad og Mads Tærsbøl, samt allerede de etablerede topløbere Johan Damkjær og Andreas Bueno.

Efter lidt fælles mad og drikke kørte Sara og jeg hjem for at komme tidligt i seng da vi skulle op kl. 5 næste morgen. Her skulle vi til Brønderslev for at holde foredrag og løbeworkshops på det lokale gymnasium.